NYHEDER OM DIGITAL PUBLICERING

En praktikants bekendelser

Skrevet af Thomas Wittenburg d. 31-08-16 16:22

Find mig her:

I februar 2015 trådte en ung fyr ind ad døren hos Visiolink for første gang. Efter et semester på udveksling i Wien, havde han fået lyst til at supplere studierne med en solid omgang erhvervserfaring. Det blev til halvandet år i Visiolab, Visiolinks Business Intelligence-afdeling. Vi har talt med Kristoffer Andreasen om livet som praktikant og studentermedhjælper.

Hvad er din uddannelsesbaggrund? 

"Jeg er uddannet cand.merc.bi. Det er en relativt ny uddannelse, der passer perfekt ind her. BI er et område, som Visiolink begyndte at fokusere mere på, lige da jeg skulle i praktik. Her kunne jeg få erfaring fra en virksomhed, som ikke var så moden i det, og dermed kunne jeg selv få en masse at sige. Det var i hvert fald tanken i første omgang." 

Hvilke arbejdsopgave har du haft som praktikant?

"Det har varieret meget. Det er også en af de ting, jeg godt har kunnet lide ved at være hos Visiolink. Det er ikke en kæmpestor virksomhed, så man kommer ofte ind i nogle mindre teams, og det betyder, at man får meget ansvar på den måde.

Jeg har beskæftiget mig med blandt andet individuelle kundeanalyser og med langvarige kundeforløb. Her har jeg prøvet at afdække deres behov, lavet analyser og endelig leveret slutresultaterne. Selvfølgelig i samarbejde med de andre i afdelingen.

Der har også været mere interne opgaver. Blandt andet har jeg arbejdet på vores tracking, altså vores interne BI, og fået den op at køre. Kvalitetssikret redskaber og metoder og sikret, at vi kan bygge videre på det fremover.

Det mest spændende har nok været at holde workshops hos mediehuse i andre lande og hjælpe dem med, hvordan de skulle arbejde med deres data. Især dem hvor jeg selv har været ansvarlig for hele processen med kundekontakt, planlægning og eksekvering ude hos kunden sammen med analysemedarbejderne. Og så komme hjem og tage den efterfølgende opfølgning hos kunderne også. Det har været fedt."

Det lyder som om, du har haft meget ansvar. Det kan måske være lidt ærefrygtindgydende for mange. Hvordan har du oplevet det? 

 "For mig har Visiolink været perfekt. Jeg har fået muligheden for at tage ansvaret på de områder, hvor jeg har haft mod på det. Og har egentlig også haft frihed til at gå med nogle af de områder, hvor jeg kunne lave noget konkret arbejde. På den måde er det også et miljø, hvor man ligesom vurderer hver gang, om det er noget, man har mod på at kaste sig ud i.

Der er masser af arbejdsopgaver, både i den ende og den anden ende af skalaen. Nogle gange har man måske behov for at sidde og arbejde på nogle stille og rolige, faste arbejdsopgaver – og så har man dem. Andre gange kan man måske arbejde med nogle lidt større projekter, som har været på tegnebrættet længe.

Jeg føler i hvert fald, at hvis man er klar på det, så kan man få en masse ansvar, og det har jeg sat stor pris på. Jeg har haft muligheden for at udleve de ting, jeg gerne vil i forhold til opgaver og ansvar."

Hvordan i forhold til vejledning og sparring fra de "gamle" i virksomheden?

 "Jeg har arbejdet tæt sammen med flere andre, blandt andet Jens (adm. dir., tidligere chef for Visiolab, red), som har været en mentor for mig hele vejen. Og for mig var det også en af de første gange, hvor jeg virkelig havde min daglige gang i en virksomhed. I første omgang skulle man vænne sig til, at man havde det her fuldtidsarbejde, man skulle udføre. I den forbindelse har alle i Visiolink været hjælpsomme. Man falder lynhurtigt til. Jeg skulle lære hvordan tingene foregik, men der gik ikke mere end et par dage, før jeg følte mig rigtig godt tilpas.

Man bliver et eller andet sted oplært i, hvordan det er at have sin daglige gang i en virksomhed, og på samme tid får man en masse viden indenfor det område, man arbejder med. Både i form af det tekniske, hvor jeg har lært en masse, men egentlig også selve industrien. Visiolink arbejder i medieindustrien, så jeg har haft - specielt fra Jens - rigtig god sparring på, hvordan industrien arbejder, og hvordan kundeforløb foregår samt en masse teknikker i forhold til det. Fx hvordan man bedst kommer afsted med sine projekter og får lavet dem. Specielt sammen med kunder har jeg lært en masse. Det er ikke noget, jeg har haft erfaring med, før jeg startede."Kristoffer_v2.png

Vi bevæger os lidt frem til dit praktikforløbs afslutning. Hvordan afsluttede det, og hvad skete der efterfølgende? 

"Ja, altså jeg afsluttede mit praktikforløb op mod sommeren, og der er ofte færre opgaver. Mange virksomheder har sommerferie, og der er mange ting, der kører mere stille og roligt. Så op til slutningen fik jeg mere rum til at lave nogle af de her projekter, som vi havde haft liggende, og ikke kunne rykke så meget på, fordi vi havde travlt med andre ting. Det passede med, at jeg skulle læse videre, så jeg lavede de her sommerprojekter på fuld tid, og så startede jeg efter sommeren i en studentermedhjælperstilling, hvor jeg var på kontoret to gange om ugen og hjalp med de opgaver, som jeg havde varetaget i løbet af praktikperioden. Det blev mere operationelt i og med, at jeg ikke var der så meget, men det var fedt, at det mundede ud i et fortsat samarbejde. Det skete i øvrigt også for en af mine kolleger, der startede samme tid som mig. Det var fedt, at forløbet ikke afsluttede så brat. Så jeg fik lov at arbejde videre med al den viden, jeg har opbygget både for firmaet og mig selv. Jeg har været hos Visiolink lang tid efter og haft det som studiejob resten af min kandidat."

Hvad med det sociale?

" Ja. Udover hele arbejdet med virksomheden, så er det jo også virksomheden i sig selv, der tiltalte mig. Kulturen i virksomheden. Som jeg også er nervøs for, om jeg får andre steder. Det her med, at vi i det daglige arbejde hjælper hinanden, og der er en meget casual omgangstone. Jeg føler i hvert fald, at vi allesammen er venner, ligesom vi er kollegaer.

Der er mange sociale arrangementer. Jeg kan godt li', at jeg har haft muligheden for at lave noget med mine kolleger nærmest hver dag, hvis jeg vil. Måske er det kun i weekenden eller efter fredagsbaren, man bruger det, men jeg har i hvert fald muligheden for at hoppe på alle de ting, jeg gerne vil. Der er en masse fede initiativer. Det kommer jeg til at savne. 

Da jeg startede som praktikant arbejdede jeg tæt sammen med de andre praktikanter om et fælles praktikprojekt. Så man havde god kontakt til de andre praktikanter i virksomheden, udover dem i sin egen afdeling. 

Når man starter her, er man ligemand. Det er sådan set næsten lige meget, om man er direktør eller praktikant. Ideer bliver hørt for hvad de er – ikke for hvem der siger dem. Og det, synes jeg, gælder både i forhold til arbejde, men også til alt andet i virksomheden. Det er sådan, jeg synes, en virksomhed skal være. "

Hvad skal der ske nu?

"Efter jeg blev færdig med min kandidat, har jeg arbejdet fuld tid i et par måneder ved Visiolink, og nu har jeg fået et spændende job hos NNIT, som en del af deres graduate program sammen med 25 andre. Så det bliver en tur til København for mig for at starte på mit første "rigtige" fuldtidsjob, efter jeg blev færdig med min kandidat. Det bliver en stor oplevelse." 

 Kristoffer.png

Kristoffer starter hos NNIT i dag, og herfra vil vi, sammen med vores varmeste anbefalinger, ønske Kristoffer et stort ”lykke til” i hans fremtidige karriere, og ikke mindst sige tak for nu til en dygtig og højt værdsat kollega.

 

Topics: Insights

Abonnér på e-mail opdateringer


Visiolink at the World Publishing Expo 2015

New Call-to-action