NYHEDER OM DIGITAL PUBLICERING

En langt bedre læseoplevelse

Skrevet af Mathias Winther Kolind d. 29-12-14 09:41

Find mig her:

Visiolinks nye visningsformat, DYNAMIC, har rundet sit første år og er nu lanceret i over 70 apps i Skandinavien, ligesom den for nylig er frigivet til Android.

Det begyndte som et forskningsprojekt, hvor teori og brugerundersøgelser lagde grundlaget for en ny visningskonvention, der bevarer fuld respekt for den redaktionelle prioritering af avisens indhold og bevarer det velkendte avisformat med visning i opslag, en tydelig start og slutning samt mulighed for både at skimme og læse i dybden. Et fuldstændigt automatiseret re-layout af avisen.

En_bedre_læseoplevelse2_-_visiolink

Ved at lade teorien møde virkelighedens avisindhold dag efter dag, har vi fået blik for, hvor virkeligheden må trumfe teorien, og hvilke ekstremer vi skal designe til. Den proces har givet os input til den første store opgraderingspakke til DYNAMIC, der lanceres til iOS i februar 2015. Den indeholder en lang række forbedringer, der alle bidrager til en klart forbedret læseoplevelse. Og kunder, der allerede har DYNAMIC, kan glæde sig over, at pakken kan fås uden at re-submitte appen. 

Hvad indeholder pakken?

Opgraderingspakken er udarbejdet i samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og indeholder primært ændringer, der har visuel effekt for læseren. Målet har været at minimere det visuelle og forståelsesmæssige brud mellem 1:1-udgaven og DYNAMIC, så overgangen mellem de to visningsformater bliver så blid som muligt. Her er de fire vigtigste ændringer.

Forsider
Avisens forside skaber indgangen til dagens nyheder og skal give læseren lyst til at købe avisen eller fortsætte sin læsning. I respekt for det prioriteringsarbejde, der ligger bag udvælgelsen af dagens tophistorier, har vi designet en række nye forsider, der så vidt muligt kan favne forskellige typer historier. Designet lægger sig således op ad et klassisk avislayout, hvilket skaber en troværdig association til den trykte udgave. Det skaber tryghed og øger betalingsvilligheden. Derudover lægges der ikke grafiske elementer og overskrifter ind over billeder, da vi i den automatiske proces ikke kan efterredigere elementernes placering.

En_bedre_læseoplevelse3_-_visiolink

Typografi og indholdselementer
Typografien i avisen har en ekstremt identitetsbærende funktion og kan give den afgørende association over mod avisen. Derfor har vi arbejdet med at finde egnede skrifttyper, der fungerer i et generisk avislook. Dette er især synligt, når man åbner artiklen i Article View:

En_bedre_læseoplevelse_-_visiolink

På sigt ønsker vi at definere tre-fire typografisæt, der hver kan anvendes til forskellige stilarter, fx tabloid og broadsheet.

I denne opgraderingspakke har vi desuden arbejdet med at udtrykke prioriteringen af indholdet ved hjælp af typografiske indikatorer. Eksempelvis skal overskriften på den vigtigste artikel i et opslag være dobbelt størrelse af overskriften på den næstvigtigste.

Ydermere har vi sikret, at alle indholdselementer bliver repræsenteret, hvis de findes i det materiale, vi får tilsendt fra mediehuset. Misses fx en trompet eller en manchet, kan vinklingen af historien gå tabt, hvilket skaber forkerte forudsætninger for læserens afkodning af artiklens budskab.

Dårligt indhold
Artikler uden overskrifter, sportsresultater, tv-programmer, børslister… Alt sammen indhold, der præsenterer sig meget dårligt i DYNAMIC. Vi har lavet en mekanisme, der kan frasortere indhold ud fra kriterier som manglende overskrifter, meget lidt brødtekst og teksttæthed. Følsomheden af denne mekanisme kan skrues op og ned, så vi ikke risikerer at frasortere reelt indhold. Samtidig genererer vi en rapport, som viser, hvilke artikler, der er blevet sorteret fra, og af hvilken årsag.

Allerede nu har vi en alternativ løsning til visning af tv-programmet med en interaktiv oversigt, der er langt bedre tilpasset et digitalt format end den daglige listevisning i avisen.

Billedbeskæring
Gode billeder udgør et afgørende element i den umiddelbare forståelse af en artikels budskab. Derfor er det vigtigt ikke at beskære dem, så budskabsbærende elementer risikerer at falde bort. Derfor har vi indført dynamiske billedpladser i alle opslag. Det betyder, at billedets højde/bredde-forhold bibeholdes, så hele billedet altid vises.

White space
Tomme felter på digitale platforme betragtes oftest som fejl. Derfor har vi i den nye pakke enten elemineret hvide felter ved dynamisk at fylde ud med brødtekst ved notitsfelter eller brugt white space aktivt i designet, så det ikke længere ligner fejl, at det pågældende opslag ikke har artikler nok til at fylde pladsen ud. Denne ændring har stor betydning for helhedsoplevelsen af DYNAMIC.

en_bedre_læseoplevelse4-visiolink-1I opgraderingspakken findes desuden en række andre forbedringer, som er mindre synlige for slutbrugeren. For eksempel er det nu muligt at booke interstitials via Cxense (Emediate), ADTECH og Visiolink.

Vi glæder os til at introducere den nye pakke til februar!

Bemærk: Alle illustrationer er midlertidige skitser og kan ændre sig forud for lanceringen af opgraderingspakken.

Abonnér på e-mail opdateringer


Visiolink at the World Publishing Expo 2015

New Call-to-action