Siden Apples præsentation af iPhone 6 og 6 Plus i går har vi læst, studeret og eksperimenteret med Gold Master-versionen i udviklingsværktøjerne og iOS 8.
Opdatering af iOS 8
Vi har tidligere diskuteret mulighederne i iOS 8, men nu har vi testet en række af vores kunders eksisterende apps på Gold Master-versionen af iOS 8 – og vi har ikke fundet nogen problemer.
I en tidligere betaversion placerede iOS 8 såkaldte "action sheets" på forkerte placeringer. Dette skete eksempelvis, når man trykkede på en avis under "Mine downloads", mens den var ved at blive hentet. Apple har rettet dette med Gold Master-udgaven af iOS 8.
De nye iPhones
De udviklingsværktøjer, der blev udgivet i går aftes, indeholder simulatorer til både iPhone 6 og iPhone 6 Plus. Her er vores aktuelle resultater – men husk på, at vi kun har foretaget test i simulatorer og ikke på de faktiske enheder, så vores resultater er ikke endegyldige.
Med iPhone 6 og 6 Plus introduceres to nye skærmstørrelser. Størrelserne er:
iPhone 6: | 1334 x 750 |
iPhone 6 Plus: | 1920 x 1080 |
Sammenlignet med iPhone 5, som er:
iPhone 5: | 1136 x 640 |
Hvis man kigger på formatet – forholdet mellem højde og bredde – har vi:
iPhone 6: | 1,779 |
iPhone 6 Plus: | 1,778 |
iPhone 5: | 1,775 |
Disse højde/bredde-forhold er stort set ens, og det betyder, at Apple automatisk kan skalere eksisterende apps til størrelsen på de nye skærme.
Vi har forsøgt os med simulatoren, og resultaterne ser meget lovende ud. Faktisk ser de fremragende ud!
Retina HD
Med iPhone 6 Plus har Apple også introduceret konceptet Retina HD. Det betyder tre gange så høj pixeltæthed på enheder uden Retina-skærm uanset størrelse. Med andre ord svarer 1 pixel på en skærm uden Retina-opløsning til 4 pixel på en Retina-skærm og 9 pixel på en Retina HD-skærm.
Vi har derfor nu mulighed for både at levere grafik til skærme uden Retina-opløsning og til Retina- og Retina HD-skærme. Det i sig selv er imponerende, men bid også mærke i, at pixeltætheden på en Retina-skærm blev fordoblet i forhold til en skærm uden Retina-opløsning. Fra Retina til Retina HD er faktoren kun på 1,5. Det betyder, at den automatiske skalering fra Retina til Retina HD bør se bedre ud end skaleringen fra skærm uden til skærm med Retina-opløsning.
Det er, hvad vi på nuværende tidspunkt ved om de to nye iPhones fra Apple. Vi kan ikke vente med at få fingrene i dem!
Sidst men ikke mindst: Husk at opdatere dine Connect-aftaler
Apple har opdateret deres aftaler og licensaftaler. Du bør både gå ind på iTunes Connect og læse den nyeste aftale igennem OG gå ind på din Apple Developer-konto for at sikre dig, at du har accepteret den sidste nye aftale.
Af Morten Bek Ditlevsen, Software Developer