NYHEDER OM DIGITAL PUBLICERING

Første indtryk af iPad Pro: Suverænt overblik - perfekt til aviser

Skrevet af Mathias Winther Kolind d. 18-12-15 15:24

Find mig her:

Visiolink_brugertest_Ipad_ProApples nye iPad Pro lover med sin 12,9 tommer store retina-skærm masser af overblik og plads til alle visuelle detaljer. Det bør gøre den ideel til visning af fx billeder, hjemmesider og avissider. For at finde ud af, om den holder, hvad den lover, har vi sat fire brugere i to generationer af iPad-brugere til at teste det nyeste skud på tablet-stammen.

Testen var af ustruktureret og uvidenskabeligt format med det formål at få brugernes uforbeholdne førstehåndsindtryk af iPad Pro’en til læsning af eAvisen. Brugerne blev bedt om at læse såvel broadsheet-aviser som tabloid-aviser og magasiner.

Og lad det være sagt med det samme: testbrugerne var enige om, at iPad Pro’en giver et suverænt overblik og er ideel til læsning af selv de store avissider.

”Jeg skulle lige vænne mig til størrelsen af iPad’en, men jeg kan jo se hele siden, og jeg skal nærmest ikke zoome for at læse artiklerne”, sagde en 66-årig testbruger.

En anden bruger i den ældre generation fortæller, at han normalt veksler normalt frem og tilbage mellem 1:1-visningen og artikelmodus, når han læser avisen på sin iPad. På den måde kan han både få et overblik og gå i dybden med artiklerne på en mere læsevenlig måde. På iPad Pro’en føler han sig dog ikke fristet til at skifte til artikelmodus, da han faktisk allerhelst vil læse avisen i 1:1-visningen. Han siger:

”Jeg nyder jo at se, hvordan de har sat avisens artikler op med tekst og billeder. For ofte er der en sammenhæng mellem layoutet og artiklens indhold, som giver noget ekstra til læsningen. Jeg har normalt rimelig god tid til at læse avisen, og det ser ud til, at den store skærm er rigtig god til den måde, jeg læser avisen på”.


En 29-årig bruger læser normalt flere forskellige magasiner på sin iPad, og hun er meget enig i den ældre generations observationer om den optimerede læsbarhed af digitale trykmedier. Hun siger:

”Den store skærm med forsiden af et magasin er meget indbydende. Det er sådan lidt coffee table-agtigt. Jeg kunne forestille mig, at iPad’en dukker op i fx modebutikker, hvor tilbudsaviser eller modemagasiner kan stilles til rådighed for kunderne”.

Man kan ikke ligge i sengen og læse avisen

Mens den yngre generation af testere er begejstret for udsigten til en stor skærm i sengen til den sene aftenkonsumering af yndlingsserierne fra Netflix, er den ældre generation mere skeptisk over både vægt og størrelse, når de tidlige aftentimer skal tilbringes i sengen med den digitale avis eller til morgenkaffen. Begge testbrugere i den ældre generation er splittede i deres vurdering af den nye iPads brugbarhed, når de anskuer den ud fra betragtningen om et helt nyhedsdøgn.

visiolink_brugertest_af_ipad_pro
”Jeg må jo nok indrømme, at jeg faktisk ret tit ligger i sengen og læser avisen. Og der tror jeg simpelthen, den her skærm bliver for tung og uhåndterlig. Så jeg tror ikke, den kan erstatte min egen iPad hele vejen igennem”, sagde den 66-årige bruger.

En af de yngre brugere anskuer i højere grad iPad Pro’en som en erstatning for den eksisterende iPad. Både privat som en ekstra TV-skærm og på jobbet som et arbejdsredskab vil den være relevant. Han siger:

”Jeg bruger i forvejen kun min smartphone, når jeg er på farten, så den store skærm vil helt klart være en fordel i alle de situationer, hvor jeg i dag bruger min iPad”.

Kan iPad Pro’en skaffe nye digitale abonnenter?

Ifølge en meget begejstret 32-årig testbruger var han meget fristet til at anskaffe sig en iPad Pro og overgå til et rent digitalt abonnement af avisen. Han tilsluttede sig generelt den holdning, at iPad Pro’en kunne få hen og erstatte brugen af den almindelige iPad på sigt.

”Normalt holder jeg meget af mit weekendabonnement på den trykte avis, men hvis jeg fik en iPad Pro, så tror jeg faktisk, jeg vil kunne få samme nydelse ved at læse avisen digitalt”, siger den 32-årige.

Perspektiverne for iPad Pro

Tiden vil vise, om iPad Pro kan kile sig ind på en plads i tablet-markedet og i givet fald, hvem der bliver aftager af den. I en professionel (og måske især kreativ) kontekst er der med den fremragende skærm, muligheden for multitasking og multitouch samt Apple Pencil som tilkøb en god base for interesse, mens den private forbruger måske vil være mere forbeholden. Med en pris på mellem 6.999 og 9.499 lægger den sig i samme leje som en god laptop, hvilket kan være afgørende for, hvor privatbrugeren vælger at investere sparepengene.

Det bliver interessant at se, hvorvidt andre producenter følger i Apples fodspor og lancerer tablets i stor størrelse, eller om de tør se tiden an og risikere, at Apple løber solo på et lukrativt marked.

iPad Pro’ens lancering stiller nogle interessante problemstillinger op for udviklere af apps til e-aviser. Med et spænd af skærmstørrelser fra 3,5 tommer iPhones til 12,9 tommer på iPad Pro er der stor forskel på, hvordan avisens indhold præsenteres optimalt for den bedst mulige læseoplevelse og understøttelse af læsernes brugsmønstre. Et fokusområde i 2016 bliver ”den PDF-fri avis” som bredt koncept, hvor smartphone-udgaven vil få en helt central rolle, når det drejer sig om udvidelse af perioden for eAvisens aktualitet over et nyhedsdøgn, og i forsøget på at tiltrække nye grupper af læsere.

Klik på linket nedenfor for at se en video der indeholder en række af vores features, som du bl.a. kan opleve på Ipad Pro. 

 

Watch the FULL feature video

 

Topics: Insights

Abonnér på e-mail opdateringer


Visiolink at the World Publishing Expo 2015

New Call-to-action