NYHEDER OM DIGITAL PUBLICERING

Del alle de gode historier

Skrevet af Mathias Winther Kolind d. 05-11-14 13:27

Find mig her:

Min mor sendte mig engang en kopi af et udklip fra lokalavisen med posten. Det var et læserbrev, jeg havde skrevet mod planerne om nedlæggelse af min gamle håndboldklub. Jeg blev glad for udklippet, og jeg ringede straks til hende for at kommentere og diskutere sagen. Siden har jeg også vist det til mine venner, hvoraf de fleste anerkendte indholdet i form af en opadvendt tommelfinger.

Historien her er et eksempel på real life social interaktion omkring indhold i avisen, som i dette tilfælde havde høj relevans for netop mig. Dengang foregik det analogt med involvering af medier som papiravisen, brev og telefon – i dag ville samme interaktion foregå online via sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram. Ønsket om og behovet for at dele, diskutere og vise frem har ikke ændret sig og er en fast forankret social mekanisme i den menneskelige måde at omgås hinanden på. Distributionsformen er ændret, og med de sociale mediers gennembrud er det blevet lettere og hurtigere at tilfredsstille vores interaktionsbehov.

Forskning har vist, at vi primært deler på sociale medier for at glæde andre, definere os selv, udvikle og pleje vores venskaber eller for at skabe opmærksomhed om en sag. Hver eneste dag bliver der skrevet tusindvis af kvalitetsartikler til aviser over hele verden, som har de kvaliteter, vi som læsere og sociale mediebrugere leder efter, når vi deler. Desværre lever dette indhold oftest kun i 24 timer, indtil næste udgave af avisen lander i kiosken.

Digitale fordele

Den digitale udgave af papiravisen giver redaktionen flere håndtag til forlængelse af artiklernes levetid. Ved at tillade deling af artikler til sociale medier får indholdet et fortjent otium som genstand for debat, glæde, forargelse, reaktioner og modreaktioner i et forum af social interaktion, som stikker ud over diskussionen ved rundstykkerne i kantinen.

Hos Visiolink drager vi fordel af den indbyggede delefunktionalitet, som iOS og Android stiller til rådighed. Det betyder, at læseren kan dele i de netværk, der er mest relevant for ham eller hende, i meget få og standardiserede trin. Apple har med iOS 8 åbnet for tredjepartsintegration til delevinduet, så vi i fremtiden kan forvente flere delemuligheder. Det fungerer sådan, at hvis læseren har tredjepartleverandørens app på sin enhed, så vil app’en fremgå som en valgmulighed i delevinduet. I illustrationen herunder er notat-app’en Evernote tilgængelig som en delemulighed sammen med de gamle kendinge e-mail, Facebook og Twitter. Desuden giver delevinduet mulighed for at printe artiklen via AirPrint, gemme den i læselisten i Safari og bruge AirDrop til at dele den via bluetooth til venner i nærheden.

Del_de_gode_historier 

Forretningsmodellen fra flere perspektiver

Nogle mediehuse er bekymret over forretningsmodellen og det potentielle tab af indtjening ved at give læseren lov til at lægge betalingsindhold frit tilgængeligt på nettet. Denne bekymring bør dog afvejes i forhold til den brandværdi, der ligger i at eksponere sit indhold på sociale medier, hvor både eksisterende og nye målgrupper har deres daglige online eksistens. Det er vigtigt at overveje, hvilken brugeroplevelse, man som mediebrand ønsker at designe. Hvis adgangen til den delte artikel er begrænset til en overskrift og herefter et møde med en betalingsmur, kan det skabe en negativ oplevelse af brandet. Det er vores klare overbevisning, at deling af artikler bør foregå med størst mulig åbenhed og adgang til indholdet.

Delte artikler fungerer samtidig som trafikskabere og teasere for e-avisen. Når en ven åbner en delt artikel, vil der i bunden af teksten fremkomme et link. Ved aktivering af linket finder det selv ud af, om brugeren læser artiklen på web eller på en mobil enhed, hvorefter han eller hun bliver ført direkte ind til artiklen i app’en eller på web. Alternativt vil man blive præsenteret for købssiden i app’en eller mediehusets hjemmeside, og endelig kan brugeren også blive sendt i App Store/Google Play, hvis app’en ikke er installeret på enheden.

Ingen funktionalitet uden statistik. Vi tracker, hvilke artikler, der deles til hvilke medier, og vi samler op, hvor mange gange en delt artikel bliver læst. På den måde kan redaktionen følge med i, hvor populær en artikel er, og hvor længe efter udgivelsesdagen den er aktuel.

Min gamle håndboldklub er desværre nedlagt nu, men lokalavisens engagement i sagen sikrede en nuanceret og mangesidet debat mellem borgere og politikere i området. Selvom debatten i dag i langt videre udstrækning ville have foregået online, så siger historien noget om vigtigheden i at få information aktivt i spil i relevante sammenhænge. Deling af indhold er ikke bare en funktionalitet i en app, det er langt mere en aktiv beslutning om at gøre sit indhold gældende i den offentlige debat der, hvor læseren befinder sig.

Abonnér på e-mail opdateringer


Visiolink at the World Publishing Expo 2015

New Call-to-action